Familien Bouloum

Til dem, der rejste

De kom med en kuffert og et løfte.

I 1970’erne forlod mænd og kvinder fra landsbyerne i Rif deres hjem for at arbejde i Europa. De endte på fabrikker, i miner, på byggepladser og i havne i lande, hvor de hverken kendte sproget eller vintrene. De rejste ikke for deres egen skyld. De rejste for familien, både for dem, der blev tilbage, og for dem, der endnu ikke var født.

Siden er tilegnet dem: vores forældre og bedsteforældre. De arbejdede hårdt og levede beskedent, og de sendte penge hjem hver måned. Gennem det hele holdt de fast i, hvem de var.

Stedet

I bakkerne mellem Nador og Al Aroui.

Familiens jord ligger ved Bousakhane og Lehriba, nord for Al Aroui, i kommunen Selouane. Her rejser sig lave bakker mellem kystsletten ved Nador og sletterne mod syd. Går man tæt på satellitbilledet, ses den firkantede stenindhegning og ruinerne af husene endnu.

Området hører til provinsen Nador i det østlige Rif. Mod nord ligger lagunen Mar Chica og Gourougou-bjerget ved Melilla. Jorden er rød og tør, og vandet har altid været det, livet her drejede sig om.

Selouane er vokset op omkring en gammel kasbah, som efter overleveringen blev opført under sultan Moulay Ismail i slutningen af 1600-tallet. I begyndelsen af 1900-tallet holdt tronprætendenten Bou Hmara, kaldet El Rogui, til i kasbahen og herskede derfra over Guelaya-stammerne. Stammerne fordrev ham i december 1908, blandt andet i protest mod de mineindrømmelser, han havde solgt til europæiske selskaber. I september 1909 indtog spanske tropper Nador og kasbahen i Selouane.

Al Aroui hed under spansk styre Monte Arruit. I sommeren 1921, under Rif-krigen, blev en spansk styrke belejret her efter slaget ved Annual. Efter overgivelsen den 9. august blev over 2.000 soldater dræbt. Området forblev under spansk protektorat, indtil Marokko blev selvstændigt i 1956.

I Al Aroui står porten til den gamle ugentlige souk endnu. Den var et mødested for stammerne i området og er i dag optaget på Marokkos nationale kulturarvsliste.

Stammerne

Mellem Iqar’iyen og Ait Bouyahya.

I Rif har stammen altid været en del af, hvem man er. Den fortæller, hvor ens jord ligger, hvem man deler marked og brønde med, og hvem man står sammen med, når det gælder. Bakkerne mellem Selouane og Al Aroui ligger på grænsen mellem to stammeområder.

Mod nord ligger Iqar’iyen, som spanierne kaldte Guelaya. Stammeforbundet omfatter området omkring Gourougou-bjerget og Mar Chica og består traditionelt af fem grene: Ait Shishar, Ait Bu Gafar, Ait Sidel, Ait Bu Ifrur og Imazujen. Selouane ligger i Ait Bu Ifrurs land, og det var også her, de store jernminer i bjergene lå. Det var Iqar’iyen-stammerne, der i 1908 jog Bou Hmara bort i protest mod de mineindrømmelser, han havde solgt til europæiske selskaber. Året efter stod de sammen med Kebdana i spidsen for modstanden mod Spanien.

Mod syd ligger Ait Bouyahya, en amazigh-stamme, der har levet i området i hvert fald siden 1500-tallet. Deres land strækker sig fra Al Aroui i nord til egnen ved Jerada i syd, og porten til souken i Al Aroui var deres gamle mødested. Under Rif-krigen i 1921 spillede de en central rolle i kampene ved Al Aroui.

Hvilken stamme hører familien Bouloum til? Bousakhane og Lehriba ligger i kommunen Selouane, nord for Al Aroui. Det peger mest i retning af Ait Bu Ifrur og dermed Iqar’iyen. Men grænsen mellem stammerne fulgte jord, ægteskaber og markeder, ikke linjer på et kort, så Ait Bouyahya kan ikke udelukkes. Svaret findes hos den ældre generation, og vi er i gang med at spørge dem. Når vi ved mere, skriver vi det her.

Rejsen mod nord

Fra et par års arbejde til et helt liv.

I 1960’erne indgik Marokko aftaler om arbejdskraft med flere europæiske lande, blandt dem Vesttyskland, Frankrig, Belgien og Holland. Fra Rif og Nador-området rejste mange mod nord. Nogle kom videre til Skandinavien. I Danmark kom de første marokkanske gæstearbejdere i slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne, frem til indvandringsstoppet i 1973.

Det, der begyndte som et par års arbejde, blev for de fleste til et helt liv. Familierne kom efter, børnene voksede op mellem to sprog, og i dag er der en ny generation med rødder i Rif og hjem i Europa.

Slægten

Fra Ibouroumen til Europa.

Mellem Nador og Al Aroui i det nordlige Marokko ligger Ibouroumen. Her har familien Bouloum sine rødder.

Gennem landsbyen løb engang en flod. Fra 1930’erne til 1970’erne gav den vand til hele området. I dag er den tørret ud, men det var ved den, at livet udfoldede sig. Grunden på den ene side af floden tilhører Dahou Bouloum. På den anden side boede hans bror Mohammed Bouloum. De var begge sønner af Hajj Allal Bouloum.

Hajj Allal er familiens fælles udgangspunkt. Han var gift syv gange i sit liv, med højst fire hustruer ad gangen. Han fik mange sønner og døtre, og de fik selv mellem tre og elleve børn hver. Derfor er familietræet blevet så bredt. Det, der begyndte ved en flod i Rif-bjergene, er i dag en familie på mange hundrede, spredt over hele Europa.

I 1970’erne tog en generation turen nordpå. Dahous brødre blev i Marokko. Hans mange halvbrødre slog sig primært ned i Tyskland, Holland og Danmark. Dahous egne børn bor i dag i Danmark og Norge. De kom med det, de havde: arbejdsomhed, tro og en stærk følelse af, hvor de kom fra. Oven på det byggede de nye liv, så deres børn og børnebørn kunne få muligheder, som de selv ikke havde haft.

Denne side er til ære for dem.

Deres historier

Hjælp os med at huske.

Har du billeder, breve eller historier om dem, der rejste? Hvem tog af sted, hvornår, og hvor endte de? Del dem med familien, så de bliver her til de næste generationer.

Stamtræet bag fortællingen blev samlet af familien og skrevet ned sammen med min far, som gik bort i 2015. Det er vores fælles hukommelse, og det er stadig i gang. Har du navne, billeder eller historier, der mangler, så hører vi gerne fra dig.